NÆSTE STOP – filmvisning for unge

Novavi Ung Revers er på turne på skoler og uddannelsessteder med kortfilmen NÆSTE STOP. Vi sætter fokus på, hvordan det er at vokse op med forældre, der har alkohol- eller stofproblemer.

Se kortfilmen NÆSTE STOP gratis – filmvisning for unge

Meta Film har produceret en stærk og tankefuld film, der skildrer det skjulte alkoholproblem i en familie. Filmen sætter fokus på nogle af de følelser, den skam og utryghed, børn og unge kæmper med, når man vokser op med en forælder, der drikker. Filmen er med til at italesætte det tabu, det er at vokse op i familier med alkohol. Og det skal italesættes, for alt for mange børn går alene rundt med deres bekymringer, hvis mor eller far drikker. Og selv hvis man ikke personligt kender til problemstillingerne, er filmen et godt redskab til at bryde isen og tale om fordommene, så vi sammen kan nedbryde tabuet, der er forbundet med alkohol- og stofproblemer.

Novavi Ung Revers har købt rettighederne til at vise kortfilmen ”NÆSTE STOP” i 9 byer: Helsingør, Lyngby, Allerød, Hillerød, Frederiksberg, Køge, Roskilde, Ringsted og Næstved.

Novavi Ung Revers kommer ud til jer

Ung Revers er på turne i de 9 byer, hvor vi viser filmen efterfulgt af en dialog mellem en af vores behandler og en ung, der selv er opvokset i en familie med alkoholproblemer. Dette selvfølgelig i samspil med de unge i salen, som får mulighed for at stille spørgsmål. Arrangementet styres af en moderator, der guider publikum igennem et vedrørende og ikke mindst fordomsnedbrydende arrangement af en times varighed.

Filmen henvender sig til udskolingselever fra 8. klasse og unge, som er i gang med en ungdomsuddannelse, samt klubber. Så er jeres skole eller uddannelsesinstitution interesseret i et samarbejde omkring et filmarrangement, så kontakt os gerne. Det er ganske gratis, I skal blot lægge hus til. Kontakt projektassistent Nanna Foli på nafo@novavi.dk eller tlf. 39 45 54 58.

Om Filmen

18-årige Siv er på vogntur med sine klassekammerater for at fejre, at de netop er blevet studenter. Det burde være den bedste dag i hele hendes ungdom og kulminationen på gymnasietiden, men for Siv handler det kun om at slippe helskindet igennem vognturen. Siv bor alene med sin kærlige, men utilregnelige mor, Pia, som har et alkoholmisbrug. Hun gruer derfor for at få klassekammeraterne på besøg for første gang i 3 år, men Pia har lovet at tage godt imod klassen og holde sig ædru. Siv får dog bekræftet sine bange anelser, da klassen ankommer til et tomt hus, og da Pia dukker op, må Siv kæmpe for at opretholde både sin egen og sin mors værdighed foran hele klassen.

Sundhedsstyrelsen oplyser, at 122.000 børn i Danmark vokser op i familier med alkoholproblemer. Det er et stort tabuiseret problem. Kortfilmen NÆSTE STOP giver børn af forældre med et alkoholmisbrug en stemme og bidrager til at bryde tabuet om alkoholmisbrug i hjemmet på en respektfuld måde.

Medvirkende: Datter, Siv: Mathilde Arcel Fock, Mor, Pia: Ann-Eleonora Jørgensen, Klassekammerat, Oliver: Rex Leonard

Link til teaser: https://vimeo.com/244338874

[this div will be converted to an iframe]
×